En ferie for livet

Malaysia og Borneo

Malaysia og Borneo – Områder & Attraktioner

Fastlandet Malaysia

Malaysia er desværre en lidt overset destination midt i mellem Thailand og Indonesien. Det skal dog ikke stoppe dig i at beslutte at Malaysia skal være din næste ferie destiantion. Landet byder på utroligt mange oplevelser både i form af dyre-, natur- og kulturoplevelser.  Din tur kan sammensættes til at passe lige præcist til dine interesser og fysiske niveau.

Malaysia er utroligt nemt at rejse i og indbyggerne møder dig overalt med et smil og en stolthed af at du har valgt netop deres land at rejse i.

Groft set kan Malaysia deles op i to dele, Fastlandet Malaysia og Borneo. Disse kan sagtens kombineres på en rejse og nedenfor kan du læse hvorfor.

Kuala Lumpur

Indgangen til Malaysia er som oftest hovedstaden Kuala Lumpur.

Kuala Lumpur er en smeltedigel af yderligheder som kombineres i en flot verden af oplevelser. Her er alt fra sol til regn – kaos og orden – de fineste restauranter og gadekøkkener med individuelle smagsoplevelser – luksus hoteller og backpacker overnatningssteder. Kuala Lumpur har noget for enhver smag.

Af de mange ting og steder som kan anbefales at besøge mens man er i byen kan nævnes:

 

Chinatown

Hvor du kan gøre en god handel, hvis du er god til at prutte om priserne. Men du kan også gå lidt bagom boderne og sætte dig på en lokal restaurant og smage på nogle af de mange specialiteter såsom dim sum eller fried rice eller fried noodles. Der findes et utal af forskellige nudler, og man er jo næsten nødt til at prøve dem allesammen.

 

Little India

Hvor du kan prøve en lokal morgenmad og bestille roti canai med dahl eller coconut chutney eller spicy curry. Roti canai er et indisk brød, som de laver for øjnene af dig og den helt specielle teknik, der skal bruges for at få formen på dette brød, SKAL opleves. De lokale viser gerne stolt deres håndværk frem.

 

Batu Caves

Dette område er huler i kalkstensklipper og indernes vigtigste helligdom i Malaysia. 272 trin fører dig op til de store huler, hvor deres tempel findes. En gang om året afholdes deres højtid Thaipusam, hvor millioner af indere rejser hertil for at bringe deres ofre til guderne og bede for et bedre år næste år. Ofringerne er fra at barbere deres hår af til at bære tunge kawadier (en form for udsmykkede stilladser) op ad de 272 trin og bede præsten om hjælp til at få et godt år frem. Kan man planlægge sin tur efter det, så er det en stor oplevelse at få med.

 

Twin Towers

Petronas Twin Towers er verdens største tvillingetårne og kan besøges, hvor man får adgang til broen der forbinder de to tårne og udsigtsetagen på 86. etage.

 

Kuala Lumpur for børn

Har man børn med kan byen også byde på spændende oplevelser. Et sikkert hit er Hop-on/Hop-off bussen som tager jer rundt til alle Kuala Lumpurs seværdigheder og giver jer muligheden for at stå af, hvor I finder et spændende sted at besøge. Der er også KL Aquaria, som giver et fantastisk indblik den udersøiske verden i havene rundt omkring i Asien og resten af verden. Sunway Lagoon er et stor vandland, hvor man kan boltre sig hele dagen med vandrutchebaner og leg. Er man til klatring, så kan man tage en tur til Skytrex lidt uden for byen, hvor man kan kravle oppe i trætoppene på en af den 3 baner som området råder over.

Pangkor Laut

Ca 3 timers kørsel nordvest for Kuala Lumpur, ligger Lumut. Herfra sejler man over til Pangkor Laut, som er et af de mest luksuriøse steder på den del af vestkysten. Her kan man bo på hytter på pæle i vandet og nyde de fantastiske omgivelser, og spise gourmet mad i restauranten mens man nyder en god vin. Stedet er blandt andet kendt for at den berømte sanger Pavarotti havde det som et af sine yndlingssteder – en stor bungalow er opkaldt efter ham.

Cameron Highlands

Ca 2 timers kørsel nord for Kuala Lumpur ligger Cameron Highlands. Området er – som navnet antyder – oppe i højderne og luften her er ikke så fugtig som nede ved havoverfladen. Mange lokale ynder at tage herop i weekenderne for at få lidt køligere og lettere luft.

 

Her kan man finde mange forskellige overnatningsmuligheder – helt fra lokale hoteller til det store Cameron Highlands Resort (et søsterhotel til Pangkor Laut). Når man er der, skal man næsten opleve at gå et skridt tilbage til kolonitiden, og få high tea på Ye Old Smokehouse.

 

Cameron Highlands er kendt for sine the-plantager, hvor af Boh Tea Plantation er den mest kendte. Man kan komme ind og se hvordan the produceres og nyde en kop med udsigt over the-markerne. Derudover kan man også besøge mossy forest, som er en skov, der minder mest af noget taget fra en scene fra Ringenes Herre. Der er også en sommerfuglepark og masse vandrestier i området. Det tilrådes at finde en guide til at vise en rundt, så man ikke risikerer at fare vildt.

Penang

Ca 2 timers kørsel længere nordpå end Cameron Highlands finder man Penang (man kan også flyve hertil fra Kuala Lumpur). Øen er kendt som en kulturel smeltedigel og der er specielt en vej i byen Georgetown, hvor man finder en kirke, en moske og et tempel på samme vej. Øen er også kendt som et kulinarisk mekka og man kan få mange lækre lokale retter på de små gadekøkkener. Oppe nordpå kan man bo på flotte strand resorts og om aftenen omdannes hovedgaden til et stort nattemarked.

Langkawi

Langkawi ligger nord for Penang og kan nemt nåes med fly fra Kuala Lumpur eller båd fra Penang. På nordsiden af øen finder man nogle af de mest luksuriøse hoteller i Malaysia som Four Seasons og Tanjung Rhu, som ligger ud til flotte, private strande og servicen er helt i top.

 

Man finder mange familievenlige hoteller ned langs vestkysten, hvor man også har mulighed for at gå ud fra sit hotel og spise lokal mad.

 

Man kan med fordel tage en dagstur i mangroverne eller en rundtur på øen for at se øens seværdigheder. Man skal heller ikke snyde sig for en tur op i cabel car’en, som tager en op til et udsigtspunkt, hvor man kan se en stor del af øen og havet ud for.

 

Er man eventyrlysten, kan man leje en lille knallert og køre rundt selv og se øen.

 

Langkawi er en toldfri zone i Malaysia og det gør at priserne på alkohol er væsentligt lavere på hoteller og restauranter end i resten af Malaysia

Øerne på østkysten

Er man til afslapning, kridhvidt sand og lyseblåt vand med muligheder for snorkling og dykning, så skal man sætte kurs mod øerne som ligger ud for østkysten af fastlandet, så som Redang, Perhentian og Tioman. Der findes en masse andre øer, men disse er de mest kendte.

 

Her får man total afslapning og flotte omgivelser med palmer som giver skygge på stranden. Nogle steder kan man tage skoene af, når man går i land på øen og behøver slet ikke tage dem på igen mens man er der.

 

Alle øerne har koralrev lige ud for kysten, så man kan gå fra stranden ud og snorkle og dykning foregår også tæt på øen, så man sejler ikke langt før man er ved dykke stedet.

Borneo

Borneo er den tredjestørste ø i verden (næstefter Grønland og Ny Guinea), delt mellem 3 lande. Indoneisiens stat Kalimantan mod syd som fylder ca 74% af øen, og det lille sultanat Brunei, som udgør ca 1% af øens areal, og som ligger midt i mellem Malaysias to stater, Sarawak og Sabah, som udgør ca 25% af Borneo. Borneos regnskove er med deres 130 millioner år nogle af de ældste i verden. I regnskovene finder man mere end 15,000 identificerede plantearter og mere end 220 pattedyr.

Sawarak

Sarawak ligger nordvest på Borneo og er kendt som ”Næsehornsfuglenes land” (lokalt: Bumi Kenyalang). Sarawak er Malaysias største stat. Der bor 24 etniske grupper i denne multietniske stat, så man finder utroligt mange forskellige kulturer. Sarawak byder også på spændende naturfænomener som hulerne ved Mulu og store nationalparker med mulighed for overnatning, som Bako National Park. Sarawaks skønhed kan ses gennem kombinationen af moderne og traditionelle stammekulturer samt fascinerende naturoplevelser.

Longhouse

Tag med på en tur langt ind i landet og opleve de lokale stammer på nærmeste hold og overnat i et langhus side om side med de lokale. Om eftermiddagen kan man slappe af og følge med i de daglige gøremål, om aftenen underholder de lokale med deres dans og andre oplevelser, og der er mulighed for at smage på den lokale ris-vin, inden man går til ro under et myggenet på en madras midt i langhuset.

 

Langhuset består – som navnet hentyder– af en meget langt hus. I den ene side er der små ”lejligheder”, hvor hver familie bor i en. Den anden side er opholdsrum, hvor man mødes i løbet af dagen og gør ting sammen. Nogle af husene har over 20 lejligheder.

Delfiner

Tag med på et aftencruise hvor man kan være heldig at se den sky Irrawaddy delfin, som lever i området ud for kysten af Sarawak. Den adskiller sig fra andre delfinarter med sit karakteristiske runde hoved.

Penang

Ca 2 timers kørsel længere nordpå end Cameron Highlands finder man Penang (man kan også flyve hertil fra Kuala Lumpur). Øen er kendt som en kulturel smeltedigel og der er specielt en vej i byen Georgetown, hvor man finder en kirke, en moske og et tempel på samme vej. Øen er også kendt som et kulinarisk mekka og man kan få mange lækre lokale retter på de små gadekøkkener. Oppe nordpå kan man bo på flotte strand resorts og om aftenen omdannes hovedgaden til et stort nattemarked.

Mulu

Med en kort flyvetur fra Kuching, hovedbyen i Sawarak, kommer man til Mulu. Her findes de berømte Mulu huler, hvor den største er så stor at det siges at der kan være 40 Boeing 747 fly derinde – uden at deres vinger overlapper hinanden. Den er 700 m lang, 396 m bred og mindst 70 m høj.

 

Har man mod på mere fysiske udfordringer, så kan man trekke til de berømte Pinnacles (anbefales kun for personer over 16 år), som er nogle utrolige 45 m høje stenformationer. Selve turen er meget fysisk krævende og man overnatter i nationalparken for at nå dertil.

Bako

Bako National Park byder på trekking ture for alle aldre og fysiske niveauer. Man kan besøge denne park med et dagsbesøg fra Kuching, men man kan også vælge at overnatte der og trekke længere ind i parken. Man kan opleve en masse af dyrelivet der, mens man trekker såsom næseaber, utallige fugle og også vildsvin, hvis man er heldig.

Sabah

Sabah er den nordligste malaysiske stat på Borneo. I Sabah finder man gamle regnskove, høj koncentration af dyreliv, exceptionelt flora og fauna og nogle af verdens bedste dykkerområder. Dette gør det til den perfekte feriedestination for de personer, som leder efter dyreliv, natur, dykning, adventure og trekking. Sabah var en britisk koloni fra slutningen af de 19. århundrede til ind i det 20. århundrede. Sabah fik sin uafhængighed d. 16. september 1963, hvor det blev en del af Malaysia.

Orangutanger

En af Sabahs mest berømte attraktioner er Sepilok Orangutang rehabiliterings center, hvor de hjælper nødstedte orangutanger tilbage til naturen. Centret har eksisteret i mange år og ligger i et beskyttet område, hvor oranguangerne sagtens kan overleve, når de er rehabiliteret. En del af rehabiliteringen er at fodre dem i naturen og så langsomt lokke dem væk fra de nære fodringsplatforme til de selv kan forsøge sig selv af natures resourser. Som besøgende kan man opleve fodringen af orangutangerne på den nærmeste fodringsplatform. Da det er helt frit for orangutangerne om de vil komme og spise, så man kan en enkelt gang være uheldig at der ikke kommer nogen – men det betyder jo blot at programmet virker.

 

Der er heldigvis mulighed for at se de små og endnu ikke rehabilieterede organgutanger boltre sig i deres ”børnehave” og lære, hvordan man begår sig med andre orangutanger.

 

Orangutang er et sammensat ord fra Malaysisk – Orang Hutan – Orang betyder menneske og Hutan betyder skov, så navnet betyder ”mennesket fra skoven”. Man skal ikke lade sig narre af det venlige udtryk i orangutangens ansigt – den er brølstærk og kan nemt rive et menneske over i to. Derudover har de næsten 97% samme DNA som os.

Kinabatangan floden

Kinabatangan floden er stedet man tager hen for at opleve Borneos dyreliv på nærmeste hold. Her findes et utroligt stort udbud af dyreliv og man kan være heldig at komme helt tæt på dem, når man sejler på floden og oplever dem fra den vinkel. Kinabatangan floden er med sine 560 km den næstlængste flod i Malaysia. Den har sin oprindelse i bjergene i sydvest Sabah og udløber i Suluhavet.

 

Her lever næseaberne, og de kommer frem sidst på eftermiddagen for at finde et godt sted at sove i træerne langs floden, så man er næsten sikker på at se dem på et eftermiddagscruise.

 

Alle Borneos 7 arter af næsehornsfugle lever også her og de er meget nemme at kende når de på deres karakteristiske 5-vingeslag-svæve-5-vingeslag måde kommer flyvende hen over floden. De dygtige guider kan ofte finde dem i træerne langs floden også.

 

De meget unikke pygmæ-elefanter har også deres hjemsted langs floden. De er mere sjældne at opleve, men en fantastisk oplevelse når man gør. De er mindre end deres indiske og afrikanske fætre og kusiner, men deres hale er nok lige så lang som de andre racers. En ting er sikkert – er de i området, når man er der, så finder guiderne dem.

 

På flodturene kan man også være heldig at møde en orangutang, som sidder i nogle bestemte figen-træer og nyder sin mad. Det er meget unikt at opleve den i sit rette element, når man tænker på hvor truet en dyreart det er.

Danum valley

Danum Valley ligger langt inde i beskyttet lavlandsregnskov og dækker over 438 km2.. I Danum Valley findes også meget af Borneos unikke dyreliv, såsom pygmæ elefanter og orangutanger. Denne unikke del af regnskoven er hjem for mere en 340 fuglearter, 124 arter af pattedyr, 72 arter af krybdyr og imponerende 200 plantearter.

 

Her bor man i det mest luksuriøse lodge, Borneo kan byde på – Borneo Rainforest Lodge. Her oplever man bl.a. trekking i junglen og deres 300 m gangbro oppe i træerne godt sat sammen med fantastisk service og værelser af højeste standard.

Kinabalu park

Kinabalu National Park har over 5,000 forskellige dyre- og plantearter, heriblandt 326 fuglearter og over 100 arter pattedyr. Mange af de fundne arter på Mount Kinabalu er endemiske til dette område. Over 800 orkidéarter, over 600 forskellige slags bregner heriblandt 50 endemiske arter, og 13 arter af kødædende planter hvoraf 5 er endemiske, er indtil videre registreret. I år 2000 blev Kinabalu Park et UNESCO’s World Heritage område.

Mt. Kinabalu

Med en højde på 4095 meter over havoverfladen er Mount Kinabalu et af de højeste bjerge i Sydøstasien, der kan bestiges uden brug af iltudstyr. Dette ikoniske bjerg ligger i Kinabalu National Park i Sabah. Bjerget er sammensat af magmatiske sten – en grandiorit, som var sat sammen med de omkringliggende sedimentære sten. Det blev skubbet op af jordens skorpe, som smeltede sten for millioner af år siden.

 

Mount Kinabalu vokser stadig med 5mm om året. Det er et af de yngste ikke-vulkanske bjerge i verden. Mount Kinabalu og dets omgivelser er blandt de vigtigste biologiske steder i verden. Bjerget er også blevet udpeget som Plant Diversity Centre i Sydøst Asien.

 

Turen op på bjerget er oftest en tur på 3 dage og 2 nætter. Man kører op til Kinabalu Park og overnatter i det område – ca 1800 oho. Dagen efter møder man sin guide og begynder turen op til Laban Rata, som er en tur på ca 6 km og en stigning op til 3200 m oho. Undervejs bliver man – ud over kravet til ens fysik – betaget af ændringen i bevoksningen, som ændrer sig i takt med, at man når højere op i andre luftlag, og både temperaturen og luftfugtigheden skifter.

 

Sidst på eftermiddagen når man Laban Rata, og her overnatter man, indtil det er tid til at stå op ca kl 2 om natten (hvor temperaturen ofte er omkring frysepunktet – gerne lidt over) og gå de sidste 2,5 km op til toppen. Her når man frem til solopgangen kl 6.00. Efter dette fantastiske syn, går man ned til Laban Rata igen for at få morgenmad. En bonus er den fantastiske udsigt man får ud over Sabah og Crocker Range bjergkæden, som man kan nyde, nu hvor solen er stået op.

 

Efter morgenmaden går man turen ned igen til parkens hovedkvarter og herfra kører videre til sin næste destination.

Gaya Island

Gaya Island ligger ud for Kota Kinabalu, og her finder man de to luksus resorts, Gaya Island Resort og Bunga Raya Island Resort. Begge resorts har lækre, store værelser/villaer, som enhver gæst vil føle sig hjemme i. Her kan man slappe af og snorkle fra stranden. Begge resorts har også dykkercentre og kan hjælpe med at arrangere dykning, hvis man ønsker dette.

 

Det er også muligt at trekke på øen med guider fra resort’ene. Det primære formål med at besøge dem er at nyde vejret, og de fleste vælger at slutte deres tur rundt på Borneo på et af disse steder, for i dejlige omgivelser at bearbejde alle de indtryk, man har fået på sin tur inden.

De “forbudte steder”

Der er ingen tvivl om Sipadan og Lankayan er i verdensklasse når det kommer til dykning og oplevelser under havoverfladen. Sipadan kan man ikke bo på, men bor på øerne i nærheden såsom Mabul.

 

Turtle Island – Selingan Island – er kendt for de store havskildpadder, som hver aften kommer op på stranden og lægger æg. Øen har plads til 60 overnattende gæster hver nat, og besøgene er kontrolleret af myndighederne i Sabah af hensyn til skildpadderne og deres overlevelse. Et besøg her indbefatter, at man oplever en skildpadde lægge æg på stranden. Disse æg indsamles og lægges et beskyttet sted, hvor udrugningen kan foregå, uden at der er risiko for, at reden graves op af f.eks. en monitor lizard, som er en af de største trusler for rederne.

 

Efter æggene er lagt sikkert til udrugning, så slutter man aftenen af med at deltage i, at små ny-udklækkede skildpadder sættes fri i havet.

 

Desværre er alle 3 øer på Udenrigsministeriets Rejsevejledning, som områder der frarådes unødvendige rejser til. Dette er ikke på grund af interne episoder i Malaysia, men på grund af risiko fra oprører i Syd-Philippinerne, som ligger forholdsvis tæt på Borneo.

 

Ture kan stadig arrangeres dertil, men det er på den rejsendes eget ansvar.

Interesseret?